Årsberetning

 

Årsberetning for 2017 for Fair Trade Butik Bazaren

Fair Trade Butik Bazaren kan igen i 2017 glæde sig over et rigtig godt år, idet omsætningen er steget til 1.108.183 kr. Overskuddet blev på 35.500 kr., der anvendes til konsolidering af butikken. Vi har fået 12.756 kr. fra Tipsmidlerne, hvoraf der i 2017 er anvendt 3999 kr. til mere energibesparende belysning. Den bageste del af butikken er blevet frisket om med ny farve og nye reoler til kurvevarer og hængekøjer.

Vi er rigtig stolte af, at 92 % af vore solgte varer er certificeret som Far Trade varer (70,4% er godkendt af World Fair Trade Organization, og 21,6% er godkendt af EZA/European Fair Trade netværk, FLO, Contigo, Bazaren eller Fair Trade Danmark).  5,6% er ikke-certificerede varer fra u-lande fra importører, der handler efter Fair Trade lignende vilkår. Resten er CD’er fra Putumayo, frimærker, udstyr til hængekøjer og bæreposer.

De økonomisk vigtigste varer var i 2017 fortsat hængekøjer med/uden barrer og hængestole fra Exporsal i El Salvador. Vi har bl.a. fået en stor, meget behagelig polstret hængestol, som kunderne har taget rigtig godt imod.

Andre vigtige varer i vort meget forskelligartede sortiment var sokker af 70% alpaca-uld fra Peru, kurve i mange størrelser og dessiner fra Bangladesh, Ghana, Madagascar, økologisk pulverkaffe fra Tanzania, 2 smukke farveglade keramikstel (African Ladies og Karrusel) fra Sydafrika, fine tasker og kosmetikpunge af gamle sarier fra Bangladesh, vores mange fine (og billige) kort fra Bangladesh, røgelsespinde fra Sydindien, små bekymringsdukker fra Guatamala, traditionelt lakerede kokosskåle fra Vietnam. Under besøget i Frankfurt i 2016 fandt man en solcelle-lampe fra Sydafrika, som vi har solgt rigtig mange af.

I februar var 3 frivillige (for egen regning) og butikkens medarbejder igen på Ambiente messen i Frankfurt, hvor der blev brugt 2 hele dage på at besøge ca. 25 Fair Trade stande for at tale med gamle og nye samarbejdspartnere og finde nye varer til butikken, hvilket også skete.

Efter besøget i 2016 har vi fået endnu flere handelspartnere:

1) Global Mamas, Ghana (smykker), certificeret af WFTO;
2) Beas y Tapia, Chile (de har overtaget kontakten til Compartes kunsthåndværkere), certificeret af WFTO;
3) Best Years, England, der forhandler legetøj til småbørn fra Pebble i Bangladesh, certificeret af WFTO;
4) Sonnenglass, Tyskland, hvorfra vi får solcelle-lamper fra Sydafrika.

Vi er medlem af netværket Sociale Entreprenører i Danmark, og har i 2017 meldt os ind i Latinerforeningen. Vi har en kontaktperson i WFTO’s europæiske afdeling, der bl.a. har deltaget i deres webinar. Vi er naturligvis aktive på facebook, vores hjemmeside www.fairtradebazaren.dk, og sender nyhedsbreve ud ca. hver 2. måned.

Også i 2017 har vi arrangeret eller deltaget i mange forskellige aktiviteter, bl.a. kan nævnes:

  • Vores traditionelle, meget hyggelige nytårsspisning, i år på Cafe Olive.
  • Latinerfestival på Folkestedet d. 29. april
  • Verdens Fair Trade Dag d. 13. maj
  • Open by Night d. 3. juni
  • Verdens bedste nyheder d. 8. september
  • Afrikansk Marked weekenden 30. september – 1. oktober
  • Dagen for Social Enterprises d. 16. november
  • Black Friday som forsøg.
  • Vores årlige julehygge i butikken for de frivillige
  • 2 besøg af importører, som vi handler med:

Madam Græskar om deres varer og samarbejdspartnere på Madagascar.
Morten Ledskov fra Hammershus Fairtrade, der fortalte om sit arbejde i Ghana og omegn.

Til slut vil vi gerne takke alle vore mange kunder, og alle frivillige for stor opbakning og interesse for varer og vores butik, uden hvilken det ikke ville være muligt at sælge de mange fine varer, som er fremstillet af de mange dygtige kunsthåndværkere i Afrika, Asien og Latinamerika.